Størst af alt er at stryge skjorter

Kan man være lykkelig, når man stryger en mands skjorter? Svaret er ja. Jeg var helt igennem lykkelig den anden aften, da jeg lod strygejernet glide hen over først de to røde, så den ternede og derefter alle de hvide. Der var ret mange skjorter.

Indimellem gik strygejernet ud. Så tog jeg en pause og et glas vand. Det var ret varmt, selv om vinduerne var åbne, og jeg havde smidt kjolen, så jeg kun stod i min sarte lyseblå bh med tilhørende trusser.

Der var selvfølgelig varmen fra strygejernet, men også varmen fra en udendørs temperatur et pænt stykke over de hjemlige og kølige efterårstemperaturer. Og så var der varmen i mit hjerte. Følelsen af at være en forelsket teenager, der besøger sin kæreste for første gang.

Momentvis følte jeg mig fjollet, for jeg er ikke teenager – men voksne 46 år – inden jeg igen gav slip. Ellers var alt rigtigt nok, og når man er forelsket og besøger sin kæreste for første gang, må man godt nyde nuet uden tanke for, hvad fremtiden bringer .

Skal man være pertentlig – som jeg var det med skjorterne :-) – kan man udefra set hævde, at jeg ikke besøgte min kæreste, men blot befandt mig i hans lejlighed. Al den stund at han var på arbejde og dermed ikke hjemme.

Men indefra set var der intet blot over det faktum, at jeg stod alene i hans lejlighed i Alanya centrum og strøg hans skjorter. Tværtimod var det den største kærlighedserklæring af alle. Og skulle jeg på noget tidspunkt have været i tvivl, var dette selve beviset på vores hjertemøde, som ikke lader sig begrænse af geografi og kultur.

I lejligheden ved siden af, i lejlighederne nedenunder og i lejlighederne ovenover bor de. Familier af rettroende muslimer som prædiker nul sex før ægteskab. Som holder øje med ham den ugifte, der af samme grund ikke har haft besøg af andre hunkøn end sin søster. For hvad kan ikke ske mellem mand og kvinde bag en lukket dør, og hvordan vil da ikke snakken gå?

Og nej, jeg bilder mig ikke ind, at min kæreste ikke har haft sex med andre før mig. Jeg ved, at han har. Men den aften satsede han alt og låste mig ind i lejlighed nr. 16. Den ultimative tilkendegivelse af at jeg for ham er noget særligt, og at vi deler andet og mere end sex.  Og så kan andre sige hvad de vil. Jeg siger bare, at det var lykken at stryge hans skjorter.

Et splitnu

Jeg ved godt, at det hedder et splitsekund. Men det var først bagefter, at tankerne kom. Om det der kunne være sket. Ændret for altid. Eller helt væk. Hvis……

Det var som om, at der med braget blev slukket for al kontakt. Ingen tanker. Jeg bare VAR. I dette splitnu hvor to biler tørnede sammen, den ene med mig bag rattet.

Bagefter undrede jeg mig over, hvor angsten forsvandt hen. I årevis har den ligget som en mørk skygge over min tilværelse, men da der virkelig var fare på færde, var den væk. Som en påmindelse om, at lever jeg i nuet, er der intet at frygte. Der er det, der er. Hverken mere eller mindre.

I skrivende stund er der kroppen, som stadig ryster af chokket, der fulgte. Trangen til at kramme børnene og manifestere at intet ondt hændte. Gråden der presser sig på, fordi de er hos deres far, og det ikke lader sig gøre.

Og så er der taknemmeligheden over at være blevet vakt til live. Ikke i lægelig forstand. Hverken jeg, sønnen ved min side eller de to fyre i bilen bagved led fysisk overlast. Men til live som at ”være tilbage på rette vej”.

Det er lang tid siden, at jeg har følt mig så vågen som nu. Længe – alt for længe – har jeg bevæget mig som en søvngænger på livets landevej. Faret vild i et spind af tanker om det, der var, det der burde være, og det der (måske) kommer.

Jeg blev i bogstavelig forstand vækket af et brag, og åh hvor er det forløsende ikke bare at vide, at livet er, men igen at leve nu nu nu…..

På rejse væk fra bitterheden

Jeg elsker smagen af bitter chokolade. Jo mørkere jo bedre. Uhm. En vis ernæringsekspert har sidestillet mørk chokolade med grøntsager. Tak til dig Arne Astrup. :-) Det samme kan man ikke sige om følelsen bitter.

For øjeblikket oplever jeg den på tætteste hold som ”offer” for en andens bitterhed. Og heldigvis kun som det. For den, der er bitter, har det meget meget værre. Følelsen bitter giver absolut ingen næring til andet end endnu mere bitterhed, men æder sig ind på alt, der kunne være godt.

Jeg kender ikke selv følelsen bitter. Ikke fordi den er forbudt. For alle følelser gælder, at accepten er nødvendig for evnen til at give slip. Men fordi jeg aldrig har været der.

Jeg er rundet af en barndom med fysisk og psykisk vold.

Jeg har brugt halvdelen af mit nuværende liv (45 år) på at være depressiv og angst.

Jeg er blevet presset til en abort, jeg ikke ønskede.

Jeg har grædt, rystet, kastet op og været ude af stand til at stå på benene.

Jeg har overlevet, men ikke levet.

Meget har jeg oplevet og budt mig selv. Men aldrig har jeg slået rod i feltet af selvmedlidenhed og bitterhed. For mig hænger det ene uløseligt sammen med det andet.

Og åh, hvor er jeg taknemmelig. Et øjeblik overvejede jeg at skrive stolt af. Men det ville være at hæve mig over andre, og der ønsker jeg ikke at være. Jeg kender ikke din rejse, men den er helt sikkert en anden end min. Du kan have dine grunde til at være bitter. Bitterheden kan være en del af din lære, og hvilken ret har jeg da til at dømme?

Min rejse har været at finde vej fra mareridtet ind i eventyret. For det er præcis sådan, jeg betragter livet i dag – som et eventyr. Et eventyr på godt og sommetider ondt, men som jeg til hver en tid kan beriges og tage ved lære af.

God rejse. Jeg fortsætter min med nysgerrighed.

Budbringer af en verden i forfald

– Kom nu, kom nuuuu……

Hun kaldte ivrigt på sin storebror. Mor og far havde noget at fortælle, og hun agtede ikke at vente meget længere på, at familien var samlet, og det glade budskab kunne overbringes.

Åh, denne forventningens glæde. Ikke bare i tonefaldet, men i endnu højere grad i glimtet i hendes øjne. Hvad drømte hun om lige der? Jeg ved det ikke, men jeg vidste, at det i hvert fald ikke var det, hun om et øjeblik ville få at vide.

Mens hun utålmodigt og forventningsfuldt drejede rundt i den ene lænestol, satte storebror sig nødtvungent i den anden.

Skyldtes det aldersforskellen på to et halvt år, eller et følsomt sind som for længst havde vejret stemningen? Nervøsiteten i hans blik afslørede, at han – om ikke vidste så i hvert fald frygtede – beskeden.

Fælles for dem var, at om et øjeblik ville intet være som før.

– Mor og far skal skilles.

Seks ord og deres verden var ændret for altid.

Sønnen nikkede indforstået (han var nummer utallig i rækken af skilsmissebørn i klassen), datteren udbrød forundret ”nej skal I?” (hun var den første, men ikke længere den sidste), og far gik i seng.

Selv sad jeg tilbage med ondt i mave og hjerte og forsøgte at forklare det, der måske nok lader sig forklare af en voksen, som har truffet beslutningen og vejet for og imod, men næppe lader sig forstå af en 8- og 11-årig, som ikke er taget med på råd, men pålægges en skæbne hvor det, der hidtil har syntes trygt, erstattes af det uvisse.

Det er et år siden kernefamiliens fald. Jeg husker og vil altid gøre det. Nogle gange mere smerteligt end andre. Som nu i aften.

Hvor ofte mon børnene har disse flashbacks? Givetvis oftere end jeg. Andet bilder jeg mig ikke ind.

Det er på aftener som denne, at jeg må holde fast i, at nok er intet som før, men det kan stadig blive bedre.

Går det, som jeg beder til, vil børnene en dag forstå. At nok var jeg budbringer af en verden i forfald, men også eksponent for at følge hjertet. Hjertet – og kun det – kender altid svaret. Dit for dig og mit for mig.

Jeg bærer gerne den (smertelige) byrde at have vist mine børn denne lære. Og hvad var egentlig alternativet? At lade dem tynge af ansvaret for en mor og far, der blev sammen, selv om kærligheden ikke rakte. Nej vel?

Jeg er forelsket – lige nu

Har ikke skrevet på bloggen i laaang tid. Og nej, det skyldes ikke, at jeg ikke har været inspireret. Ej heller at jeg ikke har haft tid. Faktisk har jeg stadig juleferie, og børnefri har jeg sågar også været et par dage.

Jeg er såmænd aldeles uplanlagt og totalt overrumplende for mig selv gået hen og blevet forelsket. Og det er præcis lige så forunderligt vidunderligt og koncentrationsforstyrrende, når man er 45, som når man er 15 år. Og så er der alligevel for mig en væsentlig forskel.

Væk er ungdommens trang til at (over)analysere, spille kostbar og overveje næste træk i en parringsleg, som mest af alt er drevet af mindreværd og frygten for at blive såret. Erstattet af et åbent hjerte som ærligt tilkendegiver ”her er jeg, og jeg vil dig”. Elsk mig tilbage for den, jeg er. Elsk mig ikke og jeg sætter dig fri. Det er min gave til dig. Jeg kender mit værd, og min kærlighed ønsker dig kun alt det bedste.

Aj, men er det ikke smukt? Sidder selv og bliver helt rørt. Tænk at jeg skulle møde ham. Ham som jeg hårdnakket nægtede at kendes ved, da en clairvoyant for knap et år siden forudså dette kærlighedens møde.

– Gi´ mig fem år, så er jeg måske parat, men jeg har det lige så godt, indvendte jeg.

Men nu er han her altså. Som med alt det andet fik den clairvoyante også ret i det. 😉

Spørg mig hvor det ender, og jeg kan kun svare, at kærligheden er nu og her. Eller som HAN formulerede det, da jeg fabulerede over stor aldersforskel og ditto afstande.

– Jeg ved kun, at er jeg sammen med dig, så er jeg lykkelig.

Så simpelt og så sandt som det kun kan siges af et ærligt hjerte, der har gjort op med egoets frygt og forfængelighed.

Eller som min jævnaldrende veninde sagde her den anden aften.

– Vi er sgu´ blevet for gamle til det rollespil. Lad os være ærlige og mødes i hjertet. Også med risikoen for at blive afvist.

Og ja, den er der altid. Risikoen for at blive afvist. For ung som for gammel. Men hvor jeg som yngre (med rette?) frygtede, at afvisningen blev fulgt op af hån og latterliggørelse, ved jeg her midtvejs i livet, at interesse som minimum imødekommes med smiger.

Og med (ægte) kærlighed som mulig gevinst er den risiko nok værd at løbe. Er den ikke?

Tør jeg?

Navnet på undersøgelsen husker jeg ikke, men konklusionen er, at vi i gennemsnit bruger en time og 50 minutter om dagen på at bekymre os. Jeg har hørt det i en radioreklame, så det er ganske vist.

Hver gang har jeg følt mig kaldet til at skrive et indlæg om at leve i nuet. Ikke i fortidens skygge eller med frygt for fremtiden. Men lige nu og her. Med det der er. I tillid til at det nok skal gå, som min kinesiske og aldeles livskloge akupunktør formulerer det. På én gang så simpelt og ligetil. Og til tider alligevel så smerteligt svært.

For selv den bedste bliver sat på prøve. For mig kom prøvelsen, inden jeg fik sat mig til tasterne for at skrive om det forløsende og fredfyldte nu. Og jeg er stadig på prøve.

Så når jeg sidder her foran computeren og skriver, er det ikke som det gode eksempel, men i bestræbelserne på at holde mig selv fast i det, der er hele ambitionen med denne blog. At leve i overens-stemmelse med mit hjerte – og kun det – og derigennem værne om og hylde min fuldkomne og unikke eksistens. Ikke at lade mig forstyrre af tanker og forventninger om dette og hint. Og da slet ikke af det grumme.

Men ak, det der før syntes så ligetil, blev med ét forvandlet i mødet med HAM. En eksplosion af følelser som varmede og stadig varmer mit vidtåbne og modtagelige hjerte. Men også en gnist på afveje. En gnist som fandt ilt og næring i mit ego. Der hvor tankerne regerer. Tanker som forventer og frygter det værste. En gnist som jeg endnu ikke har haft held til at slukke, men som derimod blusser op med jævne og alt for korte mellemrum.

Som om morgenen når jeg efter badet ser mig selv i spejlet. For hvad hænger egentlig mest, når man er fyldt 45 og har født tre børn? Balderne eller brysterne? Ja, det er sgu´ svært at sige. Og mundvigene? Hvorfor hænger de nedad, når livet går fremad? Hvad har JEG at tilbyde DIG, du skønne, unge mand??

”Hvis en mand nogensinde siger til dig, at du er dejlig, er det for at gøre nar.”

Jeg husker min mors formanende ord, da jeg var teenager og begyndte at gå i byen. Hvor har jeg kæmpet med og mod disse ord. Troede de endelig var besejret efter 16 års ægteskab og efterfølgende velvalgt skilsmisse. Men det var de så ikke. Stadig lige ødelæggende er de.

”Trust your heart.”

Åh, du skønne mand, der er ikke noget, jeg hellere vil. At tro på at dette møde var lige så magisk for dig som for mig. Et møde der var meant to be. Men også et møde som ingen ved, hvor fører hen.

”Lev det ud,” skriger hjertet.

”Det kommer til at gøre ondt,” brøler egoet.

Denne evige kamp som stjæler både koncentration, nattesøvn og appetit. Tre kilo siger vægten, at jeg indtil videre har tabt, og selv om det længe har været ønskeligt, er det bestemt ikke befordrende for det, der allerede ”hænger”.

Så er det man fristes til at sige dobbelt ak. Men i dette NU, mens jeg skriver disse linjer, kender jeg svaret. Lev det ud! Der ér kun dette ene. At lade være kommer også til at gøre ondt. Måske i virkeligheden mere.

Kan døden være andet end forfærdelig?

– Jamen, det er jo forfærdeligt.

Jeg kunne ikke finde på andet at sige, da en kær veninde ringede og berettede om et dødsfald. For mig var kvinden, der aldrig vågnede af sin middagslur, et nyligt bekendtskab. Min veninde derimod havde mistet en nær og årelang ledsager på livets rejse.

Måske derfor undrede det mig, da hun responderede:

– Nej, det er ikke forfærdeligt.

Ja, jeg blev vel nærmest en smule forvirret. Her sad jeg parat med trøstende ord, som med ét havde vist sig at være ubrugelige.

Min veninde lod forstå, at venskabet måske nok var slut i sin fysiske form. Men også kun det. Sjæleligt ville de forblive sammen. Hun var slet ikke i tvivl. Afdøde havde fuldført sin mission i dette liv og var nu et andet og bedre sted.

Hm! Et øjeblik vaklede jeg. Sekunder af fortvivlelse som jeg ikke har mødt den siden min åbenbaring for knap en måned siden (beskrevet i indlægget ”Blogger på syre”). Men også kun sekunder. Tak Gud, at du skånede mig for mere.

For det handlede hverken om min veninde eller hendes afdøde veninde. Det handlede om MIG. Om min overrumplende usikkerhed, da det gik op for mig, at de floskler, jeg havde tillært mig at bruge i forbindelse med ”tragedier” som dødsfald, ikke duede. Men mest af alt fordi jeg indså, hvor forfærdelig min død ville være, hvis den indtraf nu og her.

Det handlede ikke om, at døden i sig selv er forfærdelig, men at JEG ikke er parat til at dø nu. Og er du ikke parat, finder du kun sparsom lise i åbenbaring og troen på det evige liv.

Og jeg er slet slet ikke parat. Eventyret er kun lige begyndt. Må dette og fremtidige liv vare ved til den dag, min død er en befrielse og ikke en tragedie.

Er du dig, er du ikke alene

Er du jævnaldrende med mig, husker du sikkert både ”Ingrid & lillebror” og ”Kikkassen” (ja, det stavedes med k). Det var dengang, børn var fælles om at se frem til samme TV-højdepunkt. I middelalderen. Sådan ser mine børn det, og selv om det ikke er helt historisk korrekt, er det i hvert fald et faktum, at børn i moderne familier har adgang til TV-kanaler i et antal, så jeg ikke kan huske dem alle og da slet ikke hvilke programmer og serier, der kommer på hvilken kanal.

Ikke et ondt ord om mine børns TV-vaner. Dem styrer de faktisk ret godt selv, ser man bort fra volumenknappen, som vi ikke helt er enige om styrken på. Der er de dage, hvor jeg sætter mig under tæppet med børnene og lytter og ser med. Får en fornemmelse af hvor de er i deres liv, hvad de interesserer sig for. Måske det udvikler sig til en snak om håb og drømme, forskellige måder at leve på, problemer og udfordringer. Livet som det er. Andre gange irriteres jeg af baggrundsstøjen, og så er der de stunder, hvor den bare er. Som en del af det at være en familie.

Det var under en af disse stunder, jeg den anden dag blev ”vækket”. Hvilken kanal og hvilket program den 9-årige så er mig endnu uvist. Selv var jeg fordybet i madlavningen, da brudstykket forplantede sig fra TV-et i stuen til mig i køkkenet. ”Du er ikke alene, når du er sammen med dig selv”.

Oh my God, det gik lige ind. Hvor ville jeg gerne have haft den sætning med mig, da jeg var ung. Dengang jeg følte mig som verdens ensommeste menneske, hvis der blot var en time eller to, som ikke var udfyldt med samvær. Dengang jeg skrev lange lister med punkter, som skulle udføres, og dermed manifestere mit værd. Dengang det at være alene var det værste i verden.

I dag er jeg slet ikke i tvivl. Du er ikke alene, når du er sammen med dig selv. Måske fysisk. Men er du DIG fuldt og helt, formår du at elske og ære dig selv for den, du er – da vil du aldrig føle dig alene. Da behøver du ikke længere at søge andres selskab i jagten på bekræftelse.  Til gengæld kan du glæde dig så meget mere over det ægte ”sammen at være”.

Tænk at et børneprogram skulle inspirere mig til at sætte ord på dette.

Som kat også min datter

– Det er pudsigt, som de ligner hinanden.

Pudsigt? For mig vakte det mere undren, at hun sådan sammenlignede min datter og kat. Hun var et nyligt bekendtskab, og det var noget nær første gang, hun sad i min sofa, da ordene faldt. Katten var netop spankuleret forbi. Min datter havde hun nok set, men aldrig snakket med.

Samtalen tog en drejning, som den slags nu gør. Nysgerrig på, hvad hun mente, var jeg ikke. Men her den anden dag forstod jeg. Næppe havde jeg åbnet døren, før genboernes katte vimsede mellem benene på mig. Nysgerrige og ivrigt søgende selskab og opmærksomhed, mens vores egen Mille holdt sig i baggrunden. Betragtede.

Og det er præcis sådan, hun er. Min datter. Stille, genert og afventende over for nyt. Egenskaber jeg værdsætter hos katten, fordi jeg altid ved, hvor hun er. Aldrig på langfart og til gene for naboer og godtfolk. Men også egenskaber som – indrømmet – kan irritere hos datteren, når hun ikke melder sig ind i legen som storebror. Byder sig til på boldbanerne og fællesarealet. Men står bag hækken når intet er aftalt, og hun ikke er budt velkommen på forhånd.

Hidtil har jeg opmuntret og skubbet blidt. Fremover vil jeg møde datter og kat med samme accept. For de deler måske ikke pels, men har helt sikkert samme personlighed. Det så min nye veninde straks, og hun er siden blevet en meget kær af slagsen.

Blogger på “syre”

Jeg har været fuld. Flere gange endda. Men det ligger så mange år tilbage, at ingen af mine tre børn husker at have været vidne til det. Du er så keeedelig, kan det sågar lyde fra teenageren. I hvert fald så kedelig at jeg aldrig har så meget som overvejet at tage et sug af en joint. Lød tilbuddet på speed, som var det ”hotte” på diskotekerne i mine unge dage, takkede jeg nej og fandt hurtigt et andet sted eller andre at være sammen med. Svampe står noget nær øverst på listen over fødevarer, som jeg ikke kan lide, og så er det for så vidt ligegyldigt, om de er euforiserende eller ej. Indenbords skal de i hvert fald ikke.

Alligevel har jeg haft den mest syrede oplevelse. Så syret at jeg har været i tvivl, om jeg overhovedet skulle dele den her på bloggen. For hvem ved, om der blandt læserne findes en enkelt eller to, som slår alarm. Anyway. Jeg løber risikoen og satser på, at jeg ikke om et øjeblik bliver hentet til akut indlæggelse på den lukkede afdeling. For faktum er, at jeg har det godt. Ret godt endda.

Her den anden aften havde jeg planlagt at gå tidligt i seng i håb om at vågne frisk og udhvilet næste morgen. Men som jeg lå der under dynen, kom ikke søvnen, men følelsen af at mit hjerte og hele brystkassen åbnede sig og lod lyset strømme ind. Lyset var uendeligt, og jeg fornemmede, at hvis jeg ville, kunne jeg forlade kroppen og rejse ud i himmelrummet.

Jeg er tryghedsnarkoman. Ro og regelmæssighed – det er mig. Men uanset hvor meget jeg søgte, var den der ikke – angsten – som plejer at følge med det ukendte. Jeg prøvede at fremmane ”hvad nu, hvis jeg ikke kan finde tilbage til kroppen igen og aldrig mere skal se mine børn?” Svaret var end ikke ængstelse, men derimod en allestedsnærværende kærlighed og visheden om, at sjælen er udødelig. I dette nu følte jeg mig i stand til at elske og heale ikke bare mig selv og mine, men alverden.

Jeg har en veninde, som maler de skønneste intuitive malerier og kanaliserer de mest rammende budskaber. En anden veninde som giver den mest guddommelige og forløsende massage. Og længere ude i bekendtskabskredsen et par, som åbner hjerter med en englelyd af musik.

Novicen definerer jeg mig som i samværet med dem. Men måske det er tid til at tænke om? Denne aften haltede jeg i hvert fald ikke mere bagefter, end at jeg på et splitsekund havde bevæget mig fra den ene ende af landet til den anden og nu fandt mig selv siddende på sengekanten hos en kræftsyg. En kvinde. Jeg har ikke mødt hende før eller siden – og aldrig fysisk – men jeg kender en, der kender.

– Slip din vrede og sorg, bad jeg. Følte stærkt at netop vreden og sorgen var årsag til hendes mange lidelser.

– Men så er jeg jo helt nøgen, svarede hun fortvivlet.

Da var det, jeg lovede at være med hende hele vejen. Min kærlighed var uendelig og min ro urokkelig.

Syret? Jeg sagde det jo. Men endnu mere syret blev det, da jeg dagen efter genfortalte historien til hende, der kender den kræftsyge. Knap var jeg færdig, før hun kunne supplere, at samme aften, som jeg kom på ”besøg”, havde den syges nære meddelt, at de ikke længere havde kræfterne til at stå hende bi i det efterhånden langvarige og stadig opslidende forløb.

Ah hva´! Vildt. Og hvad skal jeg så bruge det til? Tjah, det må tiden vise. Men jeg kan i hvert fald garantere, at der er mere mellem himmel og jord, og du kan også godt tage mit ord for, at fortsættelse følger.